Jimmy Støttrup

Byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune

Klima og Miljø

I Vesthimmerlands Kommune er vi omgivet af noget af Danmarks smukkeste natur, fra Limfjorden til de himmerlandske heder, de grønne marker og de mange skove, søer og vandløb. Det er en rigdom, vi skal passe godt på. For mig som politiker er det vigtigt, at vi tager klima og miljø alvorligt, men også går til opgaven med omtanke, lokal forankring og respekt for de mennesker, der bor og arbejder her.

Vesthimmerland er og skal være en landbrugskommune. Landbruget er en bærende del af vores lokale erhverv, kultur og identitet og det skal det også være i fremtiden. Landbruget og de mange følgeerhverv skaber værdifulde lokale arbejdspladser og sætter mad på bordet. Det skal vi huske når vi taler klima og miljø, for det må aldrig blive en kamp mellem by og land eller mellem erhverv og natur. Tværtimod skal vi finde løsninger i fællesskab, hvor både klima og landbrug kan trives side om side.

Langt de fleste landmænd er allerede i gang med at tænke i grønne løsninger, præcisionsteknologi og mere bæredygtig drift. Det skal vi som kommune understøtte ikke modarbejde. Jeg ønsker en grøn udvikling, ikke en grøn afvikling.

Den grønne trepart vil ændre Vesthimmerland

Der venter en stor og kompleks opgave forude i form af implementeringen af den grønne trepart. Her har kommunerne en helt central rolle i udpegningen af lavbundsjorde, naturarealer og arealomlægninger, hvilket kræver både faglighed, lokal indsigt og en tæt dialog med de berørte lodsejere. Det er ikke en let opgave, men det er nødvendigt, og det skal gøres ordentligt i samarbejde med landbruget. For skal vi lykkes med at nå klimamålene, kræver det, at vi har alle med om bord.

Rent drikkevand skal prioriteres

Miljøpolitik handler for mig ikke kun om CO₂ og klimamål. Det handler også om noget helt grundlæggende, nemlig vores adgang til rent drikkevand. Jeg prioriterer det rene drikkevand højt og mener, at vi skal beskytte vores vandboringer mod forurening og unødvendig kemisk belastning, gennem dialog, fornuftige rammer og respekt for dem, der bruger jorden.

Samtidig skal vi sikre, at vores børn og unge vokser op med adgang til grønne områder, sunde omgivelser og mulighed for at opleve naturen i hverdagen. Klimatilpasning, biodiversitet og naturpleje skal tænkes sammen med den måde, vi udvikler kommunen på, uden at sætte hælene i over for dem, der skaber værdi og arbejdspladser.

VE anlæg

I Venstre mener vi, at Vesthimmerlands Kommune skal tage et aktivt medansvar for den grønne omstilling, både af hensyn til klimaet, vores forsyningssikkerhed og for at skabe ny vækst og arbejdspladser lokalt. Vi ser det som en vigtig opgave, at vi bidrager til at gøre Europa mindre afhængig af gas og olie fra Rusland, samtidig med at vi styrker den lokale udvikling og vores erhvervsliv.

Derfor er vi i Venstre som udgangspunkt positive overfor opførelsen af to større energiparker i henholdsvis Nørrekær Enge og i Svoldrup Kær/Holme. Begge projekter kombinerer grøn energiproduktion med nye erhvervsområder og kan dermed være motor for både bæredygtighed og fremtidens arbejdspladser.

Jeg er helt med på at vindmøller og specielt solceller er noget som kan skille folk. Men hvis vi kigger objektivt på det, så bør vi, som en af landets geografisk største kommuner kunne rummer en eller to energiparker. Det skal selvfølgelig ske med respekt for de mennesker, der bor tættest på anlæggene, ligesom jeg også mener at vi skal se på størrelsen af de to projekter.

Den grønne omstilling er en stor opgave, men det er også en kæmpe mulighed, for at vi i samarbejde med vores stærke erhvervsliv, kan vi skabe nye lokale arbejdspladser og sikre en bedre fremtid for næste generation. Det kræver, at vi ikke skaber unødig usikkerhed for borgere, lodsejere og landmænd, men bygger tillid og løsninger sammen.