Mindre bureaukrati
Kontrolskemaer, afrapporteringer og endeløse registreringer. Ja, helt slippe for den slags kan vi nok ikke her i kommunen, men vi skal reducere det mest muligt.
Jeg tror på at mere selvbestemmelse og ansvar øger motivationen for den enkelt medarbejder. Jeg tror på, at når medarbejdere får frihed og ansvar, finder de ofte mere effektive og menneskelige løsninger. Det kræver, at vi tør give slip på unødige regler, processer, endeløse kontroller og dobbeltarbejde og i stedet fokuserer på det, der virkelig betyder noget.
Mindre bureaukrati betyder ikke mindre kvalitet. Tværtimod. Det betyder, at vi bruger vores ressourcer klogere. Når vi fjerner lag af administration og forenkler arbejdsgange, frigør vi både tid og penge. Tid, der kan bruges på pleje, undervisning, forebyggelse og fællesskab. Vi skal også blive dygtigere til at bruge nye teknologier og kunstig intelligens som kan være med til at reducere vores administrative omkostninger.
Vi bruger i dag flere penge på administration og ledelse end sammenlignelige kommuner. Det skal vi have ændret. For hver krone vi sparer på unødvendig administration og bureaukrati, kan vi bruge på velfærd og på at investere i mennesker.
Vi skal derfor have mindsket bureaukratiet her i kommunen, så vi langt hurtigere, mere effektivt og dermed billigere kan servicere vores borgere. Det er ikke noget som ændres natten over, men vi er nødt til at starte processen nu.
Jeg arbejder for en kommune, hvor tillid erstatter unødig kontrol, hvor beslutninger tages tættere på borgerne, og hvor pengene bruges på det, der skaber værdi i hverdagen.