Jimmy Støttrup

Byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune

Oplandsbyerne

Vesthimmerlands Kommune skal være en kommune i balance, hvor både de større byer og mindre byer trives og udvikles.

Det er selvsagt vigtigt at vores 4 hovedbyer skal fungerer og udvikles. Men de må og kan ikke stå alene. For vi kan som kommune ikke klare os uden nogle velfungerende landsbysamfund rundt om i kommunen. Heldigvis er der stadig mange mennesker, som søger det liv, de mindre lokalsamfund kan tilbyde, og det vil der også være i fremtiden. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat udvikler de mindre byer, så de forbliver attraktive for både nuværende beboere og potentielle tilflyttere.

Vi skal huske, at hvis ikke vi formår at holde byerne i live og sikre fortsat udvikling, så rammer det hele kommunen. Uden udvikling i de små byer risikerer vi en negativ spiral med centralisering, fraflytning, lavere huspriser og en skævvridning af kommunen og det vil på sigt påvirke kommunens økonomi og dermed mulighederne for at opretholde velfærd og investere i hele Vesthimmerland, også i de store byer. Kort sagt: Vi er alle i samme båd i Vesthimmerlands Kommune.

Heldigvis er der masser af vilje og engagement i de mindre byer. Mange borgere kæmper hver dag for deres lokalsamfunds fremtid. Det skal vi som kommune støtte og bygge videre på. Et vigtigt skridt i den retning er, at vi har inddelt Vesthimmerlands Kommune i 8 distrikter, hvor hver distrikt har udarbejdet sin egen lokale udviklingsplan. Det giver et stærkere lokalt ejerskab til udviklingen og sikrer, at løsningerne tager udgangspunkt i lokale behov og ønsker.

I den seneste byrådsperiode har vi investeret mere end 50 millioner kroner i anlægsprojekter uden for kommunens fire største byer. Det er det største beløb i kommunens historie og viser, at vi tager udviklingen af vores landdistrikter alvorligt. Som medlem af Landdistriktsrådet har jeg været med til at prioritere en stor del af disse midler, og alene gennem Landdistriktsråde har vi allokeret over 25 millioner kroner til lokale projekter og realiseringen af de lokale udviklingsplaner.

Fra Venstres side har vi desuden sikret, at der er afsat kommunal grundkapital til almene boligprojekter i de mindre byer. Det er noget som jeg er ser som værende afgørende for, at vi kan få skabt nye boliger i de mindre byer.

Kollektiv trafik er en forudsætning for sammenhæng og mobilitet i hele Vesthimmerland

Samtidig er det vigtigt, at vi ikke forringer den kollektive trafik i de mindre byer. Det handler ikke kun om transport, men om muligheden for at leve et aktivt liv, at kunne tage en uddannelse, passe et arbejde, komme til fritidsaktiviteter eller lægebesøg. Den kollektive trafik er en livsnerve, der binder vores kommune sammen og giver reel mobilitet for alle, også dem der ikke har bil.

Det er dyrt at drive kollektiv trafik i en geografisk stor kommune som vores. Jeg kommer derfor heller ikke til at stå og love busafgange hver halve time, men jeg vil arbejde for, at vi som minimum ikke forringer den service, vi har i dag og hvis muligt, gør den bedre de steder, hvor der er behov for det. For hvis vi skærer mere i den kollektive trafik, risikerer vi nemlig at isolere borgere og svække sammenhængskraften i kommunen. Det vil være en kortsigtet besparelse med store, langsigtede konsekvenser.

Jeg arbejder for, at vi investerer i både by og land, og for et Vesthimmerland i balance.